Anledningen er, at Odense-borgmester Anker Boye har udtalt, at de har sparet penge ved at privatisere græsslåning m.v.
En bornholmsk gartner udtaler, at "erfaringerne" viser, at private er ca. 15 procent billigere end kommunerne selv.
Udfra overskriften at bedømme, så må DR Bornholms kritiske sans være gået på sommerferie, da der i hvert fald ikke kan ligge meget research bag nyheden.
Den af gartneren påståede besparelse efterprøves ikke, og ej heller har DR Bornholm set på de tiltag, som er gjort for at udlicitere diverse arbejder i kommunen, hvor det så viser sig, at private leverandører faktisk er dyrere ned kommunens egne folk - også selvom de private har voldsomme konkurrencefordele.
Disse eksempler findes indenfor adskillige af kommunens områder.
Politisk har jeg som sådan intet imod udlicitering af praktiske opgaver, HVIS det er billigere og/eller bedre indenfor sammenlignelige vilkår. Nogle gange er de private billigere, og så er det fint nok, men det liberalistiske mantra om, at private ALTID er billigere er ganske enkelt usandt.
Så kan man - som fx partiet Venstre (og deres allierede?) - mene, at de private alligevel skal have opgaven, selvom det er dyrere/dårligere, men det er en ren ideologisk holdning (at sammenligne med de, der lige så fejlagtigt hævder, at de private ikke må få opgaven, selvom de er billigere).
Jeg kan kun opfordre til, at man ser på konkrete opgaver på lige vilkår og så sammenligner pris og kvalitet.
Hvad notitsen på DR Bornholms hjemmeside angår, så kan den næppe leve op til en almindelig kvalitetskontrol med sin totale mangel på kritisk sans og research.

Displaybillede



