Det hele hænger jo på den aftale mellem kommunen og bygningsejeren, som kommunalbestyrelsens flertal støttede samt den statlige nedrivningspulje.
Med hensyn til aftale med ejeren må jeg stadig fastholde, at kommunen - trods varsler om det modsatte - aldrig har forsøgt at få lejekontrakten ophævet (selvom kontrakten jo kræver, at der skal være svømmehal - det har der som bekendt ikke været i moderne tid). Kommunen har - når man ser papirerne - heller ikke fået nogen faglig - d.v.s. juridisk vurdering af mulighederne for at opnå dette.
Med hensyn til den statslige nedrivningspulje har borgmesteren/viceborgmesteren fra S-V jo sagt, at der er et tidspres, fordi den statslige nedrivningspulje er 1-årig. De papirer, som jeg har fået indsigt i (og jeg bad om samtlige papirer)viser, at man aldrig har spurgt om muligheden for en udsættelse.
I en mail d. 6. august 2010 til borgmesteren bad jeg om følgende:
Jeg vil gerne have tilsendt de papirer/notater e.lign., som ligger til grund for denne vurdering i fald den er administrativ. Ydermere vil jeg gerne have tilsendt de notater m.v., der findes i BRK omkring denne pulje samt en oversigt over hvilke kontakter, der har været mellem BRK og ministeriet i 2010.
Som reaktion herpå fik jeg d. 21. august tilsendt disse dokumemter:
a: ministeriets vejledning omkring puljen
b: ministeriets tilsagnsbrev
c: dagsordenspunktet til d. 27. maj 2010
Det forekom mig lidt tyndt, så jeg skrev samme dag følgende:
Før jeg foretager mig videre skal jeg blot sikre mig 100 %:
Det tilsendte
a: ministeriets vejledning omkring puljen
b: ministeriets tilsagnsbrev
c: dagsordenspunktet til d. 27. maj 2010
er hvad Bornholms Regionskommune har journaliseret på denne sag?
Det vil sige (jvf. min første mail) at der ikke i Regionskommunen forefindes notater, interne arbejdspapirer (jeg skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at jeg som kommunalbestyrelsesmedlem jvf. Lov om kommuners styrelse, kapitel II, § 9 har ret til aktindsigt:
"§ 9. Ethvert medlem af kommunalbestyrelsen har som led i varetagelsen af sit hverv ret til at gennemse sagsmateriale, der i endelig form foreligger i kommunens administration." - kilde Retsinformation https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=9803#KII); jeg mener, at min mail af 6. august 2010 opfylder kravene i samme lovs §9, stk. 2
Da jeg ikke har fået yderligere materiale må jeg gå ud fra, at der ikke findes andet materiale. Jeg mener derfor, at der er tale om, at man fra Regionskommunen/Teknik og Miljø ikke har ønsket en udsættelse, og at man derfor heller ikke har undersøgt mulighederne.
Det er naturligvis en legitim politisk holdning at have, men det betyder blot også, at det tidspres, som man henviser til, er et tidspres, som man intet gør for at undgå.
Nu må vi jo se hvad Teknik- og Miljøudvalget gør ved de forskellige indsigelser, men der er da noget, der tyder på, at vi i sidste ende må anmode om, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at tage stilling til, om der skal søges udsættelse...eller i det mindste bare forespørge i ministeriet om det er muligt.
[ tilføj kommentar ] ( 1 visning ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Det er nu lykkedes Undervisningsministeriet og visse kræfter på Bornholm at vinde over de bornholmske unge. De bornholmske ungdomsuddannelser er nu fusioneret ind i det misvisende nanvn "Campus Bornholm".
Dette navn bringer jo tankerne hen på den berygtede irakiske informationsminister "komiske Ali", fordi der jo netop IKKE er nogen campus, og der er heller ingen konkrete planer om det ligesom der ikke er penge til det.
En fusion af ungdomsuddannelserne - Gymnasiet, Erhvevsskolen og VUC - kunne måske have været en god ide, HVIS det havde givet det kvalitietsløft, som et nybygget og velplaceret campus havde været. Nu er det blot en teoretisk overbygning, der giver mere besvær og administration (samt ikke at forglemme flere ledere) og en mulighed for i det skjulte at flytte ressourcerne mellem de forskellige uddannelser efter forgodtbefindende.
Helt grotesk bliver det så, når lederen af papirelefanten Bornholms Akademi fastholder, at de videregående uddannelser skam også bør med...hvad de i øvrigt ikke vil.
Bornholm når det er værst - papir, bureaukrati, store ord og ingen handling men en underdanig underkastelse under Undervisningsministeriet. - ak ja.
[ tilføj kommentar ] ( 1 visning ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Vores nuværende borgerlige regering er lige så dårlig hvis ikke endnu værre end de traditionelle socialdemokratiske regeringer til at føre regionalpolitik. Her tænker jeg ikke så meget på diskussionen centralisme >< decentralisme, hvor der ikke er noget entydigt svar; jeg tænker på den absolutte og totale mangel på vilje til investeringer i yderområderne.
Derfor må man også sige, at regeringens seneste (og forhåbentligt sidste) udspil blot er en tynd omgang pulverkaffe, der skal skaffe Venstre nogle vælgere i Vest-Jylland. At man blander planloven ind i det viser blot hulheden i projektet.
Nu har jeg jo tidligere talt for, at Bornholm burde have nogle undtagelser fra planloven eller andre muligheder, men der skal netop være tale om UNDTAGELSER, som hver kommune KONKRET kan forhandle med ministeriet.
Ellers bliver det hverken fugl eller fisk, men blot mudder og konflikt.
Det kan da også tydeligt ses på vores lokale Venstrefolks ageren i asgen.
Colberg Jensen fremhæver 2 eksempler:
Det ene er et tilrettet projekt, der falder ind i landskabet. Projektet blev i sin tid afvist, fordi området lå nogle få meter inde i kystnærhedszonen på 3 km - en på Bornholm fuldstændig tåbelig regel, mens den fx på Fyn og i Vestjylland giver god mening.
Det andet er et 'byggeri' på kysten med minigolf, svømmepøl incl. plastikpalmer og det hele inden for den 300 meters strandbeskyttelseslinje. Den regel giver jo netop god mening på Bornholm, hvor vores - nogenlunde - åbne kystlinje er en af vores attraktioner.
Vores lokale Venstrefolk vil naturligvis give lov til det hele - for Venstre er et hvilket som helst afslag at betragte som erhvervsfjendsk - og man kan frygte, at de får medhold af deres valgtruede venner i Folketinget.
Jeg har tidligere anbefalet - og jeg vil gerne gentage det - at vi tager kontakt til ministeriet og prøver at få nogle fornuftige undtagelser og fortolkninger for Bornholm, men det kræver netop, at VI er aktive og ikke blot venter på Lars Løkke. Det vil være dejligt, hvis vores 2 borgmestre vil tage den opgave på sig...men de vil jo ikke engang UNDERSØGE, om man kan få undsættelse med nedrivningspuljen i forhold til Bølgebadet, så håbet er nok forgæves.
[ tilføj kommentar ] ( 3 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Så har Regionskommunen fået et budget - det er ikke et fantastisk budget, men under de givne omstændigheder er det et fornuftigt og rimeligt budget.
SF er med i budgetforliget, og det er vi naturligvis, fordi vi finder resultatet tilfredsstillende, og fordi det lykkedes os at få nogle fornuftige fingeraftryk på forliget. Pressemeddelelsen, der opregner resultaterne kan ses på vores hjemmeside (link findes til højre), så de vil jeg ikke gentage.
Jeg vil blot fremhæve, at vi fik noget af det, som vi fandt helt afgørende og havde prioriteret allerhøjest.
Her tænker jeg på, at det lykkedes os at få højere grundbevillinger til såvel folkeskoler som daginstitutioner og SFOer. For os var det afgørende, at nogle af pengene netop til givet til grundbevillinger og ikke udelukkende i puljer, som socialdemokraterne oprindeligt ønskede. Puljernes intentioner var bestemt relevante, men vi mener, at en egentlig og hverdags-kvalitetsforbedring kommer ved at give institutionerne og skolerne et bedre udgangspunkt. Det når vi via grundbevillingerne, som kan give en sikkerhed i planlægningen ude i skoler og institutioner. Det fører måske ikke til fancy projekter, men blot en lille smule mere ro og luft i hverdagen, og det er målsætningen.
Vi er også glade for, at nedskæringen på de ressourcer i døgnplejen, som medarbejderne kan disponere over (de 'frie' ressourcer) ikke blev så hårdt beskåret som foreslåede. Samtidigt er vi tilfredse med, at BAT får flere penge, selvom vi gerne havde set, at de også kunne bruges på pris og service generelt og ikke kun på busser, men sådan er det.
Endelig er der en lang række mindre forslag - fx om natur - får vi fik lidt, men det var grundbevillingerne, der var det afgørende for os.
Det er sandt, at vi ikke fik beslutninger omkring strukturerne indenfor skoler, administration m.v., men det havde vi heller ikke regnet med. At kommunalbestyrelsen gentager og styrken forpligtigelserne til at træffe nogle beslutninger på disse områder var det resultat, som vi realistisk kunne håbe på - og fik! Det er så en diskussion og debat, som vi ser frem til i de kommende måneder.
Der er naturligvis også en række forslag, som vi ikke fik vedtaget, og nogle forslag fra de øvrige partier, som vi ikke er så begejstrede for, men sådan er det jo, når der er tale om et forlig, og det kan ikke være anderledes.
I forbindelse med sådanne forligsforhandlinger er det ofte mange, der taler om "processen" - 'hvordan var processen?' - 'var det en god proces?' o.s.v.
Groft sagt mener jeg, at denne tankegang er en forurening fra 1990ernes management-sprog og relativt uvæsentlig. Kommunens økonomiske fremtid og dermed vores service overfor borgerne afhænger af resultatet - ikke af om 27 kommunalbestyrelsesmedlemmer har haft en god 'proces'...Selvfølgleig er det ideelt, hvis både resultat og proces har været gode, men hellere en dårlig proces med et godt resultat end en god proces med et dårligt resultat!
I øvrigt var processen vistnok ganske udmærket og den var i hvert fald fredelig og ret konstruktiv. Efter en valg skal en administration, en ny borgmester og en ny kommunalbestyrelse altid prøve nogle ting af - noget virker, andet gør ikke - og jeg tror ikke, at det kan være anderledes.
Den helt store udfordring nu er:
1: Debatterne og beslutningerne omkring de forskellige strukturer.
2: At overholde budgettet stramt - der er meget lidt plads til overskridelser.
[ tilføj kommentar ] ( 9 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
På torsdagens kommunalbestyrelsesmøde besluttede flertallet at opgive den hidtidige kontrol med Nexø Havn a/s.
Dette medførte bl.a. en noget dumsmart bemærkning fra havnens ledelse i fredagsavisen om, at 'politikerne går på ferie, mens havnen arbejder'.
Bemærkningen er dumsmart, fordi det er bekymrende, at man åbenbart tror, at den politiske ledelse lukker ned i juli, men specielt fordi Nexø Havn i diverse selskabsdannelser nu har haft ca. 20 år efter fiskeriets nedgang, og man er stadig ikke kommet i gang med den nødvendige udvikling.
Jeg er ikke overrasket over resultatet på kommunalbestyrelsesmødet. Konstruktionen indgår i Kommunalbestyrelsens konstituering, og når man ikke ændrede dër, så var det et signal om, at intet skulle være anderledes. Jeg havde dog håbet, at der havde været et noget grundigere forarbejde.
Hvis man læser på kommunalbestyrelsens dagsorden, så ser man, at ikke-havnerelaterede arealer måske skal skilles ud i et datterselskab under Nexø Havn a/s, men det skal forhandles med ejerne. Især den sidste bemærkning grænser til det fjollede, fordi Nexø Havn a/s ejes ca. 99 % af os selv = Regionskommunen - vi skal altså forhandle med os selv.
Der findes ingen økonomiske vurderinger, der findes intet overslag over hvilke områder, der kan/skal udskilles og med hvilket formål, det findes end ikke antydning af hvorledes, der skal kunne komme et blot rimelig økonomi i Nexø Havn a/s.
Nu er det ikke fordi jeg sådan set har mistillid til den nuværende ledelse og bestyrelse i Nexø Havn a/s, men deres opgave er stort set umulig, da de p.g.a. a/s-konstruktionen alene har lov til at tænke på selskabet - de må ikke tage hensyn til samfundsøkonomien, som jo ellers er den interessante.
Nexø Havn a/s har heller ikke styrken - organisatorisk eller finansielt - til at udvikle havnearealerne i en byudvikling - det har Regionskommunen heller ikke, men den kunne dog lettere dels finde nogle interesserede partnere og dels tage de fornødne hensyn til samfundsudviklingen og -økonomien.
Det kommer så næppe til at ske de kommende godt 3 år, men man må dog håbe, at der via fx Kommuneplanen kan sikres en eller anden form for helhedstænkning, så det hele ikke kommer til at handle om enkelt-grunde, som man ellers kunne frygte efter udtalelserne fra flertallet på Kommunalbestyrelsesmødet.
Nexø havn rummer nogle af de største udviklingspotentialer på Bornholm på mellemlangt sigt, og de kan nemt være afgørende for Bornholm - ikke kun for Nexø. Tænk hvis vi kan få både en velfungerende havn med tilhørende erhverv og byudviling?
At Nexø havn er et aktieselskab koster i øvrigt mellem 750.000 og 1 million i løn, vederlag m.v. til bestyrelse og direktion - hvis den havde hørt under de kommunale havne (eller subsidiært Rønne Havn), så kunne dette i hvert fald undgås - beløbet rummer ikke lønudgifter til de ansatte, som naturligvis skal være der uanset ejerforhold.
[ tilføj kommentar ] ( 26 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink

Displaybillede



