Politisk udtalelse 
Nedenstående udtalelse blev vedtaget på SF-BORNHOLMs generalforsamling i marts 2009

Bornholm har brug for politisk ledelse.
Udviklingen i verden gør ikke udfordringerne for Bornholm mindre, tværtimod. Vi kan på Bornholm kun matche dem, hvis vi satser på det, og det kræver politisk ledelse!
Desværre viser forløbet med fx skolestrukturen, ældreområdet, erhvervsudvikling vist, at vi ikke i dag har denne ledelse.

SF-BORNHOLM kræver,
- at der hurtigst muligt skabes ro omkring og økonomi til den bornholmske folkeskole. Distriktsmodellen er død, og vi må starte forfra med en proces, der skaber robusthed i og udviklingsmulighed for folkeskolen. Processen bør starte nu og afslutte med udgangen af 2010,
- at den igangværende ændring af boligstrukturen på ældreområdet (d.v.s. plejecentre) gennemføres. Samtidigt skal der skaffes penge til en forbedret pleje = mere tid i døgnplejen,
- at de ansatte i Regionskommune tilbydes medindflydelse og muligheder for at skabe attraktive arbejdspladser til nuværende og kommende bornholmere,
- at de bornholmske borgere inddrages i beslutninger med reelle høringer og debatter - også selvom beslutningerne i sidste ende måske bliver nogle andre end høringssvarene peger på.

At sikre fremtidens Bornholm kræver også nogle satsninger og prioriteringer. At gøre dette kræver også politisk lederskab.

SF-BORNHOLM foreslår
- at der sker en reel prioritering af hvilken erhvervsudvikling, som Regionskommunen vil understøtte. Det gælder i planlægningen, men også i hvilke projekter, som Regionskommunen vil støtte. Vi skal forkæle de virksomheder, som vi vil satse på (både nye og gamle, store og små), men det betyder også, at vi må turde sige "nej" til forslag m.v., som ikke passer til dette. Satsningsområder kan bl.a. være
o udvikling af overflødiggjorte havnearealer med boliger og erhverv/service
o uddannelsesmuligheder indenfor miljø og energi
o kvalitets- og oplevelsesturisme
o regionale fødevarer med 'historier'
o et fremtidsorienteret landbrugserhverv
o udvikling af mulighederne for distance-arbejdspladser
o støtte til iværksættere, opfindere m.fl.
- at Bornholm satser på moderne og attraktive boliger - også boliger er med til at skaffe tilflytning. Bornholm skal tilbyde muligheder for moderne og individuelle boliger/boligformer med vægt på bæredygtighed og arkitektonisk kvalitet,
- at Regionskommunens service overfor borgere og virksomheder opprioriteres således, at man oplever en sammenhæng i Regionskommunens indsats og beslutninger,
- at Bornholm satser på at være én ø, men mange samfund. Alting kan ikke være alle steder, men alle steder skal have noget -kun på den måde kan vi både være fagligt stærke og alligevel decentrale.

Nogle af disse ting er gammelkendte, nogle er nye. Fælles for dem er, at de kræver en langsigtet satsning, som så igen kræver politisk lederskab på Bornholm. SF-BORNHOLM vil gerne gøre vores i dette lederskab, og omkring dette mål vil vi samarbejde med alle, som vil være med uanset partifarve.


[ tilføj kommentar ] ( 171 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Pressemeddelelse fra SF-BORNHOLM om skoler 
normalt bringer jeg ikke andres pressemeddelelser, men her gør vi en undtagelse

Pressemeddelelse 2. marts 2009

SF vil sikre økonomien og dermed kvaliteten i den bornholmske folkeskole.

I SF-BORNHOLM har vi med undren set, at gruppen af Venstre og Socialdemokratiet har opgivet alle tanker om kvalitet i den bornholmske folkeskole. Det er nemlig resultatet af at lave flere klasser uden at give flere penge.
At lade som om der ikke er sammenhæng mellem kvalitet og økonomi er utroværdigt. Hvis Venstre og Socialdemokraterne får deres vilje, så skal de ekstra klasser finansieres af besparelser på fx vikarer, efteruddannelse, undervisningsmaterialer og tvungen samlæsning i hidtil uset grad.
Samtidigt flygter de 2 partier fra deres ansvar, når de lader de økonomiske problemer være skolebestyrelsernes ansvar.

I SF-BORNHOLM mener vi som udgangspunkt, at man skal fastholde det antal klasser, som der er elever til.
Hvis kommunalbestyrelsen ønsker flere klasser, så må den anstændigvis sørge for, at der er penge hertil.
Derfor vil SF - hvis kommunalbestyrelsen beslutter, at der skal laves flere klasser - fremsætte ændringsforslag, der sikrer økonomien. Det vil vi gøre via forslag, der sikrer, at skolerne får penge til de ekstra klasser, som oprettes. Vores forslag vil også sikre, at der er penge til klasserne i årene fremover.

SF-BORNHOLM var i sin tid modstander af, at skolerne fik tilskud pr. elev, fordi udgifterne ikke afhænger af elevtallet, men af antallet af klasser.
Da Venstre m.fl. nu tilsyneladende har opgivet enhver tanke om optimering af antallet af klasser, så vil vi også fremsætte forslag om, at skolerne principielt får tilskud pr. klasse og ikke pr. elev. Kun på denne måde kan vi sikre, at der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter på den enkelte skole.

I SF-BORNHOLM mener vi ikke, at den nuværende situation er tilfredsstillende, men vi mener, at vores ændringsforslag kan modvirke de værste konsekvenser, at Venstre og Socialdemokraternes slingrekurs.
Vores forslag vil være en økonomisk belastning for Regionskommunen og kan få store konsekvenser for det bornholmske skolevæsen i fremtiden, men vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten, og så må kommunen betale.

Vi havde i SF-BORNHOLM håbet, at denne periode i kommunalbestyrelsen kunne have lagt fundamentet for en rolig fremtid for den bornholmske folkeskole. Vi må desværre konstatere, at det er endt i kaos – først med Heldagsskolen, så de manglende penge til ombygning til Dybdalsskolen m.v. og nu endelig også med hele grundlaget for folkeskolen – klassedannelsen og økonomien. Det kan vi i SF-BORNHOLM kun beklage.
Birgitte K Pedersen
Formand for SF-BORNHOLM
Sdr. Strandvej 80, Tejn.


[ 1 kommentar ] ( 300 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Udtræden af Nexø Havns bestyrelse 
Pressemeddelelse 13. juli 2008.

Leif Olsen udtræder af Nexø Havns bestyrelse.

Jeg har i dag skrevet til borgmesteren og meddelt ham, at jeg ønsker at udtræde af Nexø Havns bestyrelse snarest og senest med udgangen af juli måned.

Jeg har i de forløbne 2 år oplevet Nexø Havn som en stor udfordring. En stor del af udfordringen har været, at der efter min opfattelse har manglet tilstrækkelige klare forretningsgange og procedurer for, at man har kunnet lede selskabet på en kvalificeret måde, hvilket også har givet anledning til en del kedelige sager.

Der er blevet iværksat visse positive tiltag:
* Ændring i den administrative ledelse
* Større åbenhed overfor lokalsamfundet
* Udarbejdelse af visse forretningsmæssige procedurer
* Større involvering af hovedaktionæren Bornholms Regionskommune.

Disse ting gjorde, at jeg så relativt optimistisk på udviklingsmulighederne og fremtiden.
Desværre har jeg så oplevet, at når det kom til stykket, så virkede disse tiltag ikke. En bestyrelsessag blev afgjort uden noget bestyrelsesmøde, uden (efter min mening) seriøse overvejelser omkring konsekvenserne og uden, at jeg på nogen måde blev inddraget, selvom bestyrelsen for tiden kun består af 3 personer.

Jeg har ikke længere tillid til, at jeg har mulighed for at varetage min bestyrelsespost på kvalificeret vis, og derfor kan jeg ikke længere tage ansvaret for at sidde i selskabets bestyrelse.

Nexø Havn, Nexø by og samspillet mellem disse 2 rummer nogle af de største udviklingspotentialer i de bornholmske byområder. Jeg vil stadig arbejde for en fornuftig udnyttelse af disse muligheder, nu blot som kommunalbestyrelsesmedlem.
Leif Olsen
Sdr. Strandvej 80, Tejn.


[ 2 kommentarer ] ( 289 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Utroværdighed 
Pressemeddelelse 9. juni 2008

En dårlig beslutning fører til flere .
Socialdemokraterne og Venstre roder stadig rundt med den uigennemtænkte beslutning fra skolestrukturen.
Hovsa-flytningen af Heldagsskolen til Søndermarksskolen betyder - blandt meget andet - at der ikke er de fornødne penge i omstruktureringen. Derfor har Skole Nord ikke kunnet få de nødvendige penge.

Hvordan løser de 2 gruppeformænd så det? Jo - i budget 2009 tilføres Skole Nord 870.000 kr til nødvendige undervisningslokaler.
Det er selvfølgelig godt for Skole Nord, men det er skidt for Regionskommunen. Vanen tro angiver makkerparret Grosbøll - Colberg nemlig ikke HVORDAN de vil skaffe pengene.
Man kan også tillade sig at spørge, om hvorfor netop Skole Nord skal have penge udover det, der ligger i strukturændringen - hvad med de andre skoler, som jo også har behov og ønsker, som de ikke har fået opfyldt.
Helt (tragi)komisk bliver det, når man betænker, at Venstres formand for Børne- og Skoleudvalget tidligere har udtalt, at Skole Nord ikke skulle have en krone.

Man kan være bekymret for, at Grosbøll - Colbergs 'løsning' denne gang er lige så uigennemtænkt, som da de ændrede det oprindelige skoleforlig. Først brugte de overskuddet på mursten og nu går de efter kommunekassen.

SF mener naturligvis, at Skole Nord skal have tidssvarende undervisningslokaler! Vi vil blot finansiere det som oprindeligt planlagt i stedet for at bruge alle pengene på Rønne-skolerne for at lave en dårlig løsning for Heldagsskolen på Søndermarken.
Med regeringens påbud om anlægsstop er virkeligheden således, at der ikke er mulighed for at bygge i 2008. Det er generelt en tåbelig beslutning, men måske kan det komme noget godt ud af det, hvis Grosbøll - Colberg når at besinde sig.. De 2 taler meget om "lederskab" - nu har de chancen for at vise, at det ikke kun er ord!
Leif Olsen
Gruppeformand for SF-BORNHOLM
Sdr. Strandvej 80, Tejn






[ tilføj kommentar ] ( 162 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Hotel Klippen - et forslag 
Ikke høre, ikke tale og især ikke se.

D. 3. maj 2008 sendte jeg et brev til de politiske gruppeformænd i Kommunalbestyrelsen (se nedenfor). I brevet foreslog jeg, at man fik opsat en fuld-skala model af projekt Hotel Klippen således, at alle kunne se hvordan projektet fysisk kunne etableres.
Jeg er overbevist om, at en sådan modelopsætning i samarbejde med projektets ophavsmænd ikke vil være særlig omkostningsfuld set i forhold til den samlede pris for projektet.

Her 10 dage senere kan jeg konstatere, at INGEN at gruppeformændene har fundet det umagen værd at besvare min henvendelse. Det er de naturligvis i deres gode ret til.

Jeg havde blot troet, at når flertallet af disse gruppeformænd (specielt makkerparret fra Venstre og Socialdemokraterne) nu var så begejstrede for projektet, så ville de også være interesserede i dette forslag. Hvis de har ret i deres udsagn, så vil vi jo alle (og især alle Gudhjem-borgerne) blive overbeviste om, at projektet skal virkeliggøres jo før jo bedre.

Desværre må jeg altså konstatere, at man i hvert fald ikke ønsker at SE projektet - det kunne jo være, at man så måtte indrømme, at det ikke var så godt?

Oprindeligt offentliggjorde jeg ikke min henvendelse, da det måske kunne være vigtigt for enkelte af politikerne, at det ikke var SF, der kom med det offentligt. Da jeg ikke har kunnet få nogen reaktion fra disse politikere, så vælger jeg altså nu at offentliggøre det i det håb, at den bornholmske 'offentlighed' måske kan få dem til at reagere.
Hvis der først er bygget et forkert projekt, så er det for sent. Hvorfor ikke lade en model vise, om det er et forkert projekt?
Leif Olsen
Medlem af Kommunalbestyrelsen
Gruppeformand for SF-BORNHOLM
Sdr. Strandvej 80, Tejn.





Tejn, 3. maj 2008
Borgmester Bjarne Kristiansen
Gruppeformand Steen Colberg Jensen
Gruppeformand Annelise Molin
Gruppeformand Bjarne Hartung Kirkegaard
Gruppeformand Jacob Kjøller
Gruppeformand Torben Rønne-Larsen
Gruppeformand Winnie Aakermann Grosbøll
Løsgænger Bente Helms
Repræsentant for Gudhjem By- og Mindeforening Jørgen Jespersen
Områdechef for Teknik og Forsyning Anna Sofie Poulsen


Vedrørende forslaget til lokalplan for området ved Hotel Klippen.


Kommunalbestyrelsen besluttede på sit seneste møde, at dette lokalplanforslag skulle sendes i høring. Denne proces er nu i gang, og jeg skal i denne omgang hverken argumentere for eller imod.

Til gengæld har en borger givet mig et forslag, som jeg finder meget interessant. Han foreslog, at man i høringsperioden kunne få opsat en fuld skala model af byggeriet (udført med presenninger, stolper o.s.v.). Da meget af debatten indtil nu har gået på byggeriet fysiske indvirkning på by- og nærmiljøet samt det visuelle indtryk, så kunne dette være en god illustration.

Man vil formodentlig kunne bede projektudviklerne om at finansiere dette - omkostningerne ved at have en sådan skabelon-model i 2-3 dage vil ikke være af nogen væsentlig størrelse set i forhold til omkostningerne ved hele projektet.

Ideen være hermed givet til jer i håbet om, at den kan blive realiseret.

Venligst
Leif Olsen
Medlem af Kommunalbestyrelsen for SF-BORNHOLM
Formand for Teknik- og Miljøudvalget.


[ 6 kommentarer ] ( 406 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink

<<Første <Forrige | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | 26 | Næste> Sidste>>