Anledningen er, at Odense-borgmester Anker Boye har udtalt, at de har sparet penge ved at privatisere græsslåning m.v.
En bornholmsk gartner udtaler, at "erfaringerne" viser, at private er ca. 15 procent billigere end kommunerne selv.
Udfra overskriften at bedømme, så må DR Bornholms kritiske sans være gået på sommerferie, da der i hvert fald ikke kan ligge meget research bag nyheden.
Den af gartneren påståede besparelse efterprøves ikke, og ej heller har DR Bornholm set på de tiltag, som er gjort for at udlicitere diverse arbejder i kommunen, hvor det så viser sig, at private leverandører faktisk er dyrere ned kommunens egne folk - også selvom de private har voldsomme konkurrencefordele.
Disse eksempler findes indenfor adskillige af kommunens områder.
Politisk har jeg som sådan intet imod udlicitering af praktiske opgaver, HVIS det er billigere og/eller bedre indenfor sammenlignelige vilkår. Nogle gange er de private billigere, og så er det fint nok, men det liberalistiske mantra om, at private ALTID er billigere er ganske enkelt usandt.
Så kan man - som fx partiet Venstre (og deres allierede?) - mene, at de private alligevel skal have opgaven, selvom det er dyrere/dårligere, men det er en ren ideologisk holdning (at sammenligne med de, der lige så fejlagtigt hævder, at de private ikke må få opgaven, selvom de er billigere).
Jeg kan kun opfordre til, at man ser på konkrete opgaver på lige vilkår og så sammenligner pris og kvalitet.
Hvad notitsen på DR Bornholms hjemmeside angår, så kan den næppe leve op til en almindelig kvalitetskontrol med sin totale mangel på kritisk sans og research.
[ tilføj kommentar ] ( 69 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
I går var jeg til borgermøde om Bølgebadet og det lokalplanforslag, som er i høring.
På mødet var der en del forskellige holdninger, selvom de fleste var enige om, at bygningen skal væk.
Bemærkelsesværdigt var det, at Colberg Jensen - formand for Teknik- og Miljøudvalget - meget klart sagde, at ENTEN vedtages den foreslåede lokalplan ELLER bygningen bliver ikke revet ned i denne omgang.
Det var jo klar snak, men det viser jo også, at der er tale om et valg. NOGEN har valgt at lave et forslag, som sammen med de mærkelige aftaler, der er lavet med ejeren af bygningen, sikrer, at det bliver et enten-eller.
Væk er sikkerheden for at fjerne hele bygningen, væk er muligheden for at lave et mere tilpasset byggeri med servicefaciliteter, cafe m.v. og væk er muligheden for at fastholde den oprindelige kontrakt, som siger, at det er EJEREN af bygningen, der skal betale for at få den fjernet.
Dermed bliver høringen - som viceborgmesteren (støttet af borgmesteren) ellers har sagt bliver reel - jo også lidt mærkelig, fordi hvis man ønsker et andet lokalplanforslag, så kommer man altså (ifølge borgmestrene) til at sikre, at bygningen bliver stående i sin helhed.
Dette er valg, som et politisk flertal helt klart har ret til at træffe, og det har de så gjort.
Man vedtager aftalerne med ejeren af bygningen (uvist af hvilken grund) og sender lokalplanen i høring, som man skal. Det er helt tilladeligt, men ærgerligt!
Nå, som en, der i snart mange år har kæmpet for at bygningen fjernes, vil jeg alligevel glæde mig. Primært glæder jeg mig over, at Venstre trods alt har ændret mening (og fået Socialdemokraterne med), fordi Venstre indtil nu ALTID har stemt imod, når kommunen har haft chancen for at gøre noget...Det har taget lang tid, men det er da godt, at der er sket noget med deres holdninger (også selvom jeg finder de forskellige aftaler med ejeren stærkt mærkværdige, når man tænker på det hidtidige forløb).
Chancen for den optimale løsning er forpasset, men lokalplanen kan stadig gøre det noget bedre, og det må man så glæde sig over.
[ tilføj kommentar ] ( 55 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Nu er BATs nye rutestruktur offentliggjort, og jeg synes, at det ser spændende ud. Det er klart, at der er enkelte steder, at servicen bliver lidt dårligere, men der kommer mere kørsel og en bedre forbindelse rundt på øen.
Den gamle fingerstruktur fungerede udmærket i sin tid, men den var ude af trit med dagens virkelighed. Derfor skal der lyde ros til såvel BATs ledelse som Teknik- og Miljøudvalget for dette arbejde (måske vil jeg være så ubeskeden at tage en lille smule af æren selv, da arbejdet startede mens jeg selv var med i TMU).
Servicen er blevet bedre, og det er flot, men det er stadig dyrt at køre i bus på Bornholm! På SFs forslag fik BAT tilført 2 millioner ekstra fra og med 2010. Jeg venter stadig at se hvad der mere kommer ud af de penge, da de jo ikke er brugt allesammen endnu...Her er jeg måske ikke helt så hurtigt med rosen til BAT/TMU...Jeg synes, at det er længe siden, at det var oktober 2009 (hvor budgettet blev vedtaget). De fik pengene for at gøre det bedre og billigere, så nu må der godt snart ske noget.
[ tilføj kommentar ] ( 38 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Man skal ikke tro på alt hvad man læser i aviserne, men i dag har jeg altså læst, at nogle ballademagere begrundede deres halvhjernede opførsel under en koncert med, at kunstneren hedder "Medina", hvilket ifølge fjolserne betød, at hun vanærede Islams hellige by, og at hun derfor burde ændre sit navn.
Se, jeg er og har altid været af den opfattelse, at tolerance overfor andre kulturer og religioner er vigtig, ja en nødvendighed, hvis man vil være et blot nogenlunde anstændigt menneske.
Jeg har også stor respekt for Islam som religion og en forståelse for en del af de traditioner, som er knyttede hertil (selvom en hel del af dem næppe er religiøst, men snarere kulturelt begrundede).
Imidlertid må man også sige, at respekt for Islam IKKE er det samme som at have respekt for alle de personer, der hævder, at deres religion bliver "krænket".
Der er ingen grund til at have hverken respekt for eller tolerance i forhold til ballademagere blot fordi de bruger religion som undskyldning for en uacceptabel opførsel.
Multikultur betyder IKKE, at enhver 'kulturel betinget' opførsel er acceptabel eller at en censur-kultur er lige så god som en friheds-kultur.
Der er intet i Islam i sig selv, der gør, at den behøver at være undertrykkende (ting, som stening, brænding, omskæring m.v. står jo også i Bibelen, men derfor behøver vi jo ikke at praktisere det i 2010). Derfor bør vi heller ikke acceptere - eller blot udvise den mindste tolerance overfor - at nogle forsøger at bruge Islam som undskyldning for at opføre sig idiotisk.
Det er hverken Kurt Vestergaard eller Medina, der nedgør religion eller besværliggør integration - det er heller ikke ballademagerne, fordi de vil altid finde en undskyldning for at lave ballade - religionen nedgøres og integrationen besværliggøres af de mennesker, der accepterer religionen som en legitim årsag til at opføre sig uacceptabelt.
Derfor håber jeg, at Medina spiller videre, og at fjolserne enten bliver klogere eller bliver behandlet som et retssamfund nu engang behandler folk, der bryder loven
[ tilføj kommentar ] ( 36 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
I morgen skal Økonomi- og Erhvervsudvalget som alle andre udvalg se på hvad og hvor, der kan spares i kommunen.
Hvis man ser på de øvrige udvalg (- Fritid- Kultur- og Forebyggelsesudvalget, hvis formand sjovt nok mener, at de i hvert fald ikke kan spare), så vil man se, at såvel socialudvalget som Børne- og Skoleudvalget har nogle alvorlige forslag, der vil kunne mærkes.
ØKEs dagsorden foreslår, at man kan spare på de skattekroner, som hvert år gives itl lokale 'turistinformationer' i diverse købstæder. Som altid - SF har nemlig foreslået det adskillige gange før - fører det til voldsomme protester, men...
Turisme er et vigtigt erhverv for Bornholm - javel - men er de små turistinformationer vigtige for turisterhverv på Bornholm ? Med andre ord:
- Kommer der færre turister til Bornholm, hvis disse informationer ikke får skattekroner til driften?
- Bruger turister færre penge = lavere omsætning & færre arbejdspladser, hvis der ikke bruges skattekroner?
- Får turisterne en dårligere oplevelse = ringere branding af Bornholm - hvis der ikke bruges skattekroner?
Med andre ord: Laver disse turistinformationer i Hasle, Svaneke, Allinge, Gudhjem, Hasle m.v. opgaver, der
1: med rimelighed genererer en samfundsøkonomisk forrentning af de ca. 1,4 millioner kroner, som gives i skattebetalt tilskud pr. år?
2: ikke kan løses med færre aktører - fx Bornholms Velkomstcenter?(som også får tilskud)
Det her handler ikke - som typisk en Birte Skott hurtigt hævder på DRs hjemmeside - om Rønne vs 'provinsen' men om tilskuddet er nødvendigt, rentabelt og rimeligt set i lyset af de øvrige besparelser, som er på bordet.
[ tilføj kommentar ] ( 32 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink

Displaybillede



