Man kan kun konstatere, at Østergård som de radikale generelt har en højst besynderlig definition på "regeringsegnet".
Den løbende konflikt er helt efter bogen. Overenskomsterne er opsagt, man har ikke kunnet blive enige om en ny, og så er der konflikt.
Et lovindgreb, hvor én offentlig instans (Folketinget) griber ind til fordel for en anden offentlig instands (de offentlige arbejdsgivere) et altså Østergårds definition på det at være "regeringsegnet".
Man kunne fristes til at spørge hvor det efterlader de ansatte? Hvilke rettigheder har de i forhold til Østergårds 'egnethed'? Svaret ligger snublende nær: For Østergård og andre radikale har ansatte ingen rettigheder - de skal blot indordne sig under Østergårds 'egnethed'.
Man kan også spørge om hvor ansvarlig Østergårds holdning egentlig er (selv ud fra hans egne præmisser).
1: Strejken lammer ikke livsvigtige funktioner i samfumdet.
2: Strejken er en accepteret mulighed i forhold til de frie forhandlinger, som parterne har ført.
3: Det er meget svært at tiltrække arbejdskraft til disse offentlige funktioner - de strejkende vil jo blandt andet gøre disse arbejdspladser mere attraktive.
4: Lønkravene er måske høje, men hvis man sammenligner med andre stigninger, så kan de næppes kaldes ublu, og økonomisk er de i hvert fald ikke nær så uansvarlige eller socialt uretfærdige som regeringens skattelettelser og de radikales skattepolitik.
Østergård står for en enøjet og ret gammeldags systemtænkning, hvor pleje- og servicepersonale blot skal udføre deres 'kald', mens han og andre radikale kan forgylde erhvervslivets topchefer og os andre relativt højtlønnede med skattelettelser, bonusordninger og så videre.
Hvis en accept af det er en forudsætning for at være "regeringsegnet", så bliver SF aldrig regeringsegnet, men det er det heldigvis heller ikke. Det er snarere en frustreret radikal, der for enhver pris søger et angrebspunkt imod SF - og det skal han da være velkommen til.
[ tilføj kommentar ] ( 40 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Displaybillede
