Bølgebadet og borgermøde 
I går var jeg til borgermøde om Bølgebadet og det lokalplanforslag, som er i høring.

På mødet var der en del forskellige holdninger, selvom de fleste var enige om, at bygningen skal væk.

Bemærkelsesværdigt var det, at Colberg Jensen - formand for Teknik- og Miljøudvalget - meget klart sagde, at ENTEN vedtages den foreslåede lokalplan ELLER bygningen bliver ikke revet ned i denne omgang.

Det var jo klar snak, men det viser jo også, at der er tale om et valg. NOGEN har valgt at lave et forslag, som sammen med de mærkelige aftaler, der er lavet med ejeren af bygningen, sikrer, at det bliver et enten-eller.
Væk er sikkerheden for at fjerne hele bygningen, væk er muligheden for at lave et mere tilpasset byggeri med servicefaciliteter, cafe m.v. og væk er muligheden for at fastholde den oprindelige kontrakt, som siger, at det er EJEREN af bygningen, der skal betale for at få den fjernet.

Dermed bliver høringen - som viceborgmesteren (støttet af borgmesteren) ellers har sagt bliver reel - jo også lidt mærkelig, fordi hvis man ønsker et andet lokalplanforslag, så kommer man altså (ifølge borgmestrene) til at sikre, at bygningen bliver stående i sin helhed.
Dette er valg, som et politisk flertal helt klart har ret til at træffe, og det har de så gjort.
Man vedtager aftalerne med ejeren af bygningen (uvist af hvilken grund) og sender lokalplanen i høring, som man skal. Det er helt tilladeligt, men ærgerligt!

Nå, som en, der i snart mange år har kæmpet for at bygningen fjernes, vil jeg alligevel glæde mig. Primært glæder jeg mig over, at Venstre trods alt har ændret mening (og fået Socialdemokraterne med), fordi Venstre indtil nu ALTID har stemt imod, når kommunen har haft chancen for at gøre noget...Det har taget lang tid, men det er da godt, at der er sket noget med deres holdninger (også selvom jeg finder de forskellige aftaler med ejeren stærkt mærkværdige, når man tænker på det hidtidige forløb).

Chancen for den optimale løsning er forpasset, men lokalplanen kan stadig gøre det noget bedre, og det må man så glæde sig over.

[ tilføj kommentar ] ( 55 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink

<<Første <Forrige | 3 | 4 | 5 | 6 | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | Næste> Sidste>>