Venstre-citat 
Nedenstående citat stammer fra DR Bornholm. Det er udtalt af formanden for Venstre i Allinge-Gudhjem...Jeg synes, at det var f-o-r præcis til, at jeg ikke også skulle have det :-))

" Borgmesterposten fik vi ikke, men det vi fik, var næsten lige så godt og nogle vil sige måske bedre, sagde Tommy Christensen"

[ tilføj kommentar ] ( 75 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Udvikling på øen - hele øen? 
Jeg beklager - jeg har vinterferie og fortovet er ryddet,, så dette indlæg bliver langt

Repræsentanter fra såvel Nexø som Aakirkeby har på det seneste udtalt sig om nødvendigheden af en (decentral) udvikling på Bornholm. Det er bl.a. sket i.f.m. kommuneplan-forslaget, og det er meget glædeligt!

Mindre glædeligt er det så, at begge repræsentanter udtaler sig til fordel for sognepolitik. På den anden side: Hvis de MENER lokal udvikling, så er der intet problem, men måske skulle jeg prøve at definere hvad JEG mener med sognepolitik.

For mig er sognepolitik - som vi desværre har set meget af på Bornholm, både blandt foreninger og uheldigvis blandt politikere - en politik, der kræcer ting til et område PÅ BEKOSTNING af andre områder. 'Jeg er ligeglad om noget er til fordel for Vestre Bøvelse, hvis det ikke er til fordel for os i Østre Bøvelse, og dem i Store Bøvelse må i hvert fald ikke få noget, som vi ikke har.' Den form for negativitet har der været alt for meget af, og dels hæmmer det udviklingen og dels overser det ganske det forhold, at en udvikling i et område faktisk kan være til fordel for andre områder også.
'Lokal udvikling' for mig er derimod en satsning på et område og dets udvikling SAMMEN MED resten af øen - og det er positivt!

Forhåbentligt vil både kommuneplanen og lokalområdernes bidrag til denne styrke udviklingen og mulighederne - ikke begrænsningerne og misundelsen.

Jeg vil prøve at se lidt på de forskellige områder.

Rønne: Planforslaget indrømmer, at Rønne er Bornholms største by og center for mange ting; det turde man ikke skrive i den forrige plan.
Rønne er centrum for bl.a. ungdomsuddannelserne og de fleste andre uddannelser. Et eventuelt campus vil styrke denne position. Nye uddannelser - hvis de kommer - må derfor logisk placeres i Rønne.
Dernæst er Rønne Centrum for handlen på Bornholm. Større centre o.lign. vil derfor - hvis de kommer - nok blive placeres i Rønne-området. Når nogle siger, at der 'ikke er brug for dem', så har de ret (der var heller ikke 'brug for' fx Netto i Aakirkeby, Nexø og Allinge), men så skal man i kommuneplanen vedtage, at man ikke VIL have sådanne centre, hvis nogen vil lave dem, og det tror jeg ikke på.
Skal der ske noget markant indenfor idræts- og kulturanlæg må Bornholm, så må man også forvente, at dette sker i Rønne - fx i forbindelse med Stadion Nord-anlægget med haller.
Udviklingsmæssigt kan Rønne udbygges med boliger og måske hotelkapacitet. Det største udviklingspotentiale ligger dog formodentlig på havneområdet, hvor der vil være plads til såvel forretninger, kontor/serviceerhverv som attraktive boliger. Det kræver så også en let forbindelse mellem havnen og centrum.

Nexø: Det er vores næststørste by med et stort opland, men også med nogle udfordringer i fremtiden.
Jeg kan ikke rigtigt forestille mig, at der flyttes massivt med kommunale arbejdspladser til Nexø udover det ret store antal, som allerede findes. Derimod kan man måske forestille sig, at kommunale arealer og bygninger kan lejes ud på fordelagtige vilkår til nystartede virksomheder.
Nexø centrale udviklingspotentiale ligger efter min mening i omdannelsen af havneområderne. Der er plads til såvel attraktive boliger (måske blandet med og uden bopælspligt) som placeringer af kontor/serviceerhverv og kulturelle institutioner. Der er faktisk - efter bornholmske forhold - plads til en helt ny bydel. Det kræver imidlertid, at man får gjort op med den gamle forestilling om havne og havneområder og i det konkrete tilfælde også, at man får afviklet den misforståede konstruktion, som aktieselskabet Nexø Havn er. Havneområdet er nødt til at komme ud af fortidens funktioner og ind i fremtidens.
Den udviklingsplan for Nexø, som blev vedtaget i forrige periode i kommunalbestyrelsen, giver mulighederne, hvis man vil!

Aakirkeby: Byen midt på øen har nogle markante udfordringer. Handelslivet er under pres, og selvom der er meget lokal aktivitet, så kniber det. Placeringerne byder heller ikke på muligheder for det helt attraktive boliger med havudsigt o.s.v.
Byens styrke er så aktiviteten, et stadigt rimeligt handelsliv samt institutioner som NaturBornholm,TV2, Aakirkebyhallerne o.s.v.
Byen havde tidligere en vis industri, og der er planmæssigt gjort tiltag i forhold til fx Notox og BornBioFuel, men det er ikke gået helt som håbet af investorerne/projektmagerne.
Selvfølgelig kan der ske udbygning af boliger i Aakirkeby, men det bliver næppe det helt store, og traditionel industri ser vi næppe meget nyt af i Danmark.
En chance kan være en placering af en samlet kommunal administration (den kommer før eller siden) i Aakirkeby-området. Det vil trække folk til byen - måske også nye borgere - og det kan give byen det boost, som er nødvendigt for at bakke op om potentialet (derudover vil der være andre fordele i.f.m. trafikafvikling, udvikling af kollektiv trafik o.s.v. ved placeringen, som vil gavne hele Bornholm).
Derimod tror jeg ikke, at man skal regne med større butikscentre e.lign. i området, men måske noget indlands-sommerhusbyggeri?

Svaneke, Gudhjem, Allinge, Tejn & Hasle:
Der er tale om mindre byer, og jeg tror ikke, at man skal forvente de store kommunale investeringer i institutioner e.lign. disse steder.
Svaneke er attraktiv som boligområde med liv omkring havnen og en del specialbutikker m.v. Dette skal naturligvis styrkes samtidigt med at de kulturelle initiaver udvikles (og måske koncentreres?). Det kræver, at man er påpasselig med tilladelser til ny- og ombygninger, hvis man skal bevare det særprægede og attraktive.
Gudhjem præges fra Allinge-Gudhjems tid af en klondike-tilgang, som præger bybilledet (og ikke altid for det gode). Til gengæld er der masse af turistområder og om sommeren er livligt handelsmiljø. Samtidigt er der så stort lokalt engagement omkring 'helår-livet'. Gudhjem bliver aldrig Svaneke, men det kan stadig udvikles som et attraktivt boligområde på helårsbasis og et turistcenter i sæsonen. Jeg tror, at det kræver, at man afvikler - såvidt muligt - det klondike-prægede og sætter fokus på de store kvaliteter og muligheder som 'bjerg-byen' har for attraktivt kvalitetsbyggeri (læs: d.v.s.IKKE Klippe-containere!).
De 3 andre byer præges af fraværet af det gamle fiskeri og lukning af forskellige offentlige institutioner. Jeg tror ikke, at dette kan ændres. De 3 byer har dog også uudnyttede områder (havneområder i Hasle og Tejn samt Kjærnes-grunden i Allinge), hvor der er muligheder for ny udvikling. Samtidigt har de en ret markant turisme og noget fremstillingsvirksomhed/industri. Jeg tror i høj grad, at mulighederne ligger i at udvikle de 'tomme' områder og sikre kvalitetspræget indenfor turismen. Endvidere kan der måske arbejdes på at lave lokale særpræg og/eller tiltag a la Grønbechs Gård og Det Maritime Hasle.

Landområderne: For nemheds skyld (og med risiko for at fornærme nogen) har jeg kaldt resten for "landområderne").
Jeg tror ikke, at man helt kan undgå en vis tilbagegang i befolkningstallet disse steder - bl.a. fordi nogen jo skal bo i boligerne i byerne og husstandene bliver jo ikke større. Dette betyder dog ikke, at der ikke kan ske en udvikling!! Styrken i områderne er dels det naturnære, det meget lokale og de rimelige ejendomspriser.
Jeg mener dels, at der er muligheder for turisme-udvikling og dels, at vi skal gøre det nemmere at etablere småvirksomheder og mindre butikker i gamle landbrugsejendomme m.v. Placering af forskellige nye bo-former - fx bæredygtigt byggeri a la 'den økologiske landsby' og det, der med et dårligt ord kaldes 'olle-koller' - kan også ske her.
Projektet "Mulighedernes Land" kan måske åbne muligheder og give erfaringerne for disse områder.

Man vil kunne se, at ord som "udvikling" og "attraktivt" går igen mange gange. Det er imidlertid kun ord, og de får ingen virkning, hvis man ikke arbejder for det.
Hvis Bornholm skal være attraktiv som bopæl og turisme-destination, så skal der arbejdes for det! Så skal vi sikre, bevare og udvikle vores natur- og kystoplevelser som specielle - ikke med plastic-palmer og Bølgebade smækket op på kysten - ikke med vådområder, der gisper under amoniakforurening - ikke med 70er-byggeri klasket op på alle byggegrunde...Kort sagt, der er nogle ting, som vi IKKE kan fortsætte med, hvis vi vil være attraktive - og så har jeg slet ikke nævnt problemerne med, at så store dele af vores areal er reserveret til gammeldags industrilandbrug med de konsekvenser, som det har for natur, turisme m.v....så ville indlægget nemlig blive alt for langt
:-))

for god ordens skyld skal jeg måske lige bemærke, at ocenstående er mine personlige ideer/holdninger

[ tilføj kommentar ] ( 48 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Socialdemokratisk logik = EU fiasko bør give mere magt til EU??? 
For god ordens skyld skal det nævnes, at "Socialdemokrater" i nærværende indlæg refererer til Det Europæiske Socialdemokrati og specielt dets formand - Poul Nyrup Rasmussen.

Et af det glemte hovedargumenter for euroen og den økonomiske union var, at det ville give mindre sårbarhed overfor finansielle angreb og kriser m.v.
Den aktuelle krise har jo modbevist dette, og helt tydeligt er det da, når nogle af de hårdest ramte europæiske økonomier er euro-lande som Grækenland, Portugal og Spanien, mens lande som England - og faktisk Danmark - uden euro er sluppet lidt billigere - selvom det er hårdt nok.

Hvad er så de europæiske socialdemokraters bud på en løsning? Jo, EU - d.v.s. den udemokratiske kommission og det parlament, som få gider stemme til - skal have større magt overfor de enkelte lande. Man skal fx kunne stille krav til indretningen af finanslovene, diverse arbejdsmarkedsregler og velfærdssystemer (i EU ved vi af erfaring, at dette blot er et andet ord for privatisering).

Nyrup Rasmussen er dog klarsynet nok til at vide, at dette ikke kan gennemføres her og nu via en traktat - den ville aldrig overleve en folkeafstemning - men det er altså det socialdemokratiske mål - ak ja.

Hvor har jeg nu dette skræmmebillede fra? Nej, det er desværre ikke en fantasi, men kunne høres i dagens udgave af Politisk Debat på DR radio program 1

[ tilføj kommentar ] ( 65 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Heller ikke ombudbudsmanden 
gav Bech Byggeforretning (Hullet i Torvet) ret. Således som Ombudsmandens svar har været refereret i Bornholms Tidende, så fremgår det, at Kommunen IKKE har stillet bygherren noget i udsigt.

For at rekapitulere skal det lige bemærkes, at projektet IKKE KAN lade sig gøre med den nuværende lokalplan.
Bygherren blev tilbudt en dispensation, hvis projektet blev tilpasset således, at der kunne dispenseres. Dette ønskede bygherren ikke.
Bygherren blev også tilbudt en projektlokalplan for grunden, men den skulle falde indenfor områderammerne og krævede tilpasninger/ændringer af projektet. Dette ønskede bygherren ikke.
Til sidst blev det besluttet at lave en ny og omfattende udviklings- og bevaringsplan for Rønne, som MÅSKE give mulighed for projektet - det er der ingen, der kan vide.

Hvad hullet angår, ja, så besluttede bygherren selv at rive den eksisterende bygning ned, SELVOM han ikke kunne forvente at få tilladelse til sit projekt jvf ovenstående.

Jeg er selvfølgelig glad for ombudsmandens svar. Det er godt at vide, at man ikke kan gennemtvinge projekter, som ikke er tilladte - og det er godt, at de bygherrer, der følger reglerne, ikke skal føle sig til grin over noget sådant.
Det er derfor ærgerligt, at der ikke kunne skabes enighed om et gennemførligt projekt på grunden - men fleksibilitet kræver altså vilje fra BEGGE sider!
Endnu mere ærgerligt er det dog, at kommunen har skullet bruge mange ressourcer på dette umulige projekt og diverse klager o.s.v. De ressourcer kunne have været brugt mere produktivt.

Jeg glæder mig til at se hvad Teknik og Miljøudvalget sammen med Rønne bys borgere og erhvervsliv kan finde frem til omkring de nye muligheder

[ tilføj kommentar ] ( 48 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Arbejdspladser 
Nedenstående er en pressemeddelelse fra SFs folketingsmedlem Ole Sohn - normalt skal man ikke stjæle andre folks udtalelser, men det her er vigtigt, måske især på Bornholm. Hvis man er træt af den borgerlige presse, så kan man i øvrigt abonnere på meddelelser fra SF via vores hjemmeside. Det kan være en god måde at blive klogere på.

SF vil støtte metode der kan skaffe 15.000 førtidspensionister i arbejde
SF vil sætte 80 mio. kr. af om året til behandlingsform, der kan skaffe tusindvis af førtidspensionister ud på arbejdsmarkedet. SF undrer sig over at finansministeren, der roser behandlingen, ikke vil sætte penge af til at fremme den, da den kan være et af svarene på Danmarks strukturelle problem på arbejdsmarkedet.






11.02.10


- Jeg mener, vi skal støtte denne nye behandlingsform, der kan helbrede folk med depressioner, angst og tvangstanker. Det er en frygtelig personlig tragedie at lide af det, så selvfølgelig skal vi støtte metoden. Udover at helbredelsen vil være en menneskelig gevinst, vil det også være en gevinst for samfundet. Mange af disse langtidssyge kunne komme ud af førtidspensionen og over i uddannelse eller arbejde, som mange af dem også ønsker, siger Ole Sohn, SF's finansordfører.

Behandlingsmetoden ’shared care’ er en metode, hvor de praktiserende læger samarbejder tæt med f.eks. psykiatri, det kommunale system og patientrådgivere om at behandle den enkelte patient.

I dag forlader mere end halvdelen af alle nye førtidspensionister arbejdet pga. en psykisk sygdom. Op mod hver tredje af dem kunne blive raske nok til at varetage et arbejde, hvis de fik den rette psykiatriske behandling, vurderer forskere. De peger på, at hvis 15 pct. af alle sygemeldte og førtidspensionister blev arbejdsdygtige, ville det svare til 15.000 flere på arbejdsmarkedet og være en gevinst for de offentlige budgetter på 5 mia. kr.

- Om gevinsten bliver så stor som 5 mia. kr. ved jeg ikke, men der ligger uden tvivl en betydelig gevinst her. Jeg må sige, at jeg undrer mig over, at finansministeren roser behandlingsmetoden, der kan skaffe tusindvis i arbejde de kommende år og være et af svarene på Danmarks strukturelle problem, men samtidig ikke vil støtte metoden med en krone. I stedet koncentrerer regeringen sig om at skabe uro om dagpenge og efterløn. Det er en underlig prioritering, siger Ole Sohn.


[ tilføj kommentar ] ( 76 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink

<<Første <Forrige | 16 | 17 | 18 | 19 | 20 | 21 | 22 | 23 | 24 | 25 | Næste> Sidste>>