Hvad der måske var allermest glædeligt var en klar overvægt af holdninger, som slog fast, at Bornholm er EN ø. Vi skal udvikle os sammen - den enes styrke er vores alles styrke! Det kan (nogle) politikere godt lære noget af.
Man er selvfølgelig ikke enig i alt hvad man hører, men det er sådan, at man lærer noget. Lidt ærgerligt var det dog (igen) at skulle høre fra en gruppe, der hævdede, at forslaget fokuserede på begrænsninger. Det var måske ikke overraskende fra den gruppe, men hvis man læser kommuneplanforslaget - og hvad kommunen ellers har vedtaget - så vil man kunne se, at planerne de seneste mange år netop har fokuseret på MULIGHEDER, ikke på begrænsninger.
Begrænsninger er lagt ind de steder, hvor de er nødvendige af hensyn til andre.
Ellers er de begrænsinger, som alle taler så meget om (både 'hullet i Torvet' og Klippen) faktisk begrænsninger, som stammer fra de gamle kommuner.
Jeg er ikke tilhænger af de 2 konkrete projekter, men jeg er heller ikke tilhænger af begrænsningerne i de eksisterende planer. Det er faktisk det, som vi har lavet om i Regionskommunens levetid, og som vi stadig skal arbejde med.
Det bliver interessant at se hvilke forslag, der kommer som høringssvar.
[ tilføj kommentar ] ( 43 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
I dag i TV2 kan man høre, at de bornholmske landmænds formand ikke er tilfreds med de ekstra millioner i tilskud og de meget lempeligere forureningstilladelser (man kan næpppe kalde dem miljøkrav), som den borgerlige regering sammen med Dansk Folkeparti vil give landbruget.
Formandens almindelig holdning taget i betragtning kan det næppe undre, at han vil have endnu mere betaling fra skatteborgerne til industrilandbruget. Derimod er der én del af hans udsagn, som man må anholde.
Det er den gamle floskel om, at 'landbruget lever af naturen'...sådan var det måske for 75 år siden, men dansk gammeldags industri- (eller pesticid-)landbrug lever ikke AF naturen, men på BEKOSTNING af naturen og miljøet.
Netop derfor er både formandens holdning og 'hjælpepakken' fra de borgerlige så skadelig; den fremmer ikke udvikling af dansk landbrug, men afvikling...og DET er sørgeligt.
[ tilføj kommentar ] ( 44 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Vores 2 borgmestre har foreslået, at kommunen ansætter endnu en direktør. Hvordan det går med dette forslag (set i lyset af vores øvrige nedskæringer på fx børn) må vi se. Her vil jeg nøjes med at kommentere et indlæg på DR Bornholms hjemmeside i den anledning; indlægget er desværre anonymt, så jeg kender ikke afsenderen.
Vedkommende (mærket b.l.) siger ok til en økonomidirektør, men han skal komme fra det private erhvervsliv.
Tankegangen må være, at folk i det private erhvervsliv har styr på økonomien, mens folk i det offentlige ikke har.
Når jeg reagerer på sådant et udsagn, så skyldes det jo, at det har en indstilling, som man ellers kun finder hos CEPOS - den liberalistiske (tænke)tank.
Der er utvivlsomt folk i det offentlige, som IKKE har forstand på økonomistyring, men hvis de senere år - først med hjerneløs boble-økonomi og siden med massiv nedgang - har vist noget, så er det da, at der er masser af ledere i det private erhvervsliv, der heller ikke har økonomisk sans eller forstand - lige fra bankchefer til landmænd, fra Mærsk til den lokale håndværker...sådan er det.
Jeg er sådan set ligeglad med om økonomichefen er fra det ene eller det andet sted - jeg er også ligeglad med om borgmesteren er det ene eller det andet - det handler om evnen hos den ansatte til at styre økonomien og viljen hos politikerne!
[ tilføj kommentar ] ( 33 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
De borgerlige - regeringen og Dansk Folkeparti - har aftalt, at landbruget skal have endnu flere millioner i støtte.
Det hele er ikke på plads endnu, men hovedlinjerne er allerede klare:
Landbruget skal betale mindre i skat.
Allerede i dag får landbruget store skatterabatter på deres jord, me der skal nu smides ekstra penge i det.
Hvad skal landbruget så levere til gengæld? Svaret er: "Ingenting". Faktisk slipper landbruget ydermere for at skulle nedsætte forureningen af naturen, vandløb m.v. med forskellige gift- og næringsstoffer.
De borgerlige har nemlig besluttet, at de allerede ret begrænsede nye miljøkrav skal lempes.
Facit: Landbruget får tilskud, naturen får kvælstof og vi andre får lov til at betale.
Jamen, skal man da ikke hjælpe dansk landbrug?
Jo, det bør man, men...Man skal huske, at landbrugets nuværende krise i høj grad er selvforskyldt, fordi den bygger på en urentabel drift finansieret af stigninger i jordpriserne, som er blevet belånt - det er en ren boble-økonomi.
Man skal også bemærke, at den borgerlige støtte IKKE går til en modernisering eller omlægning af dansk landbrug...næ, den går til det gammeldags industrilandbrug, som nu kan fortsætte lidt længere.
[ tilføj kommentar ] ( 46 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Nedenstående pressemeddelelse er udsendt 8. april 2010
Vang-pierens fremtid.
Det kan nu konstateres, at Venstres holdning om at bevare Vang-pieren støttes af Socialdemokraterne. Dermed er der et flertal for denne beslutning.
SF er ikke nødvendigvis enig, og det er muligt, at højere myndighed vil afvise en bevaring, men i SF må vi jo tage flertallet til efterretning.
I det videre arbejde mener vi dog, at 2 ting bør undersøges inden der træffes en endelig beslutning.
For det første bør forslaget sendes i en offentlig høring således, at borgere, foreninger m.v. kan tilkendegive deres holdning
Dette vil også leve op til alle ordene om borgerinddragelse.
For det andet skal det økonomiske aspekt undersøges således, at kommunen ikke får øgede driftsudgifter. I den forbindelse kunne man fx forestille sig, at NCC (der jo sparer penge ved ikke at fjerne pieren) bevarer ejerskabet og dermed vedligeholdelsesudgifterne. En anden mulighed kunne være, at NCC laver en fond eller forening, der kan stå for ejerskab og drifts af den bevarede pier.
Det ville have været rart, hvis man også kunne have fået undersøgt om den foreslåede bevaring rummer et udviklingspotentiale, men det er der næppe tid eller vilje til.
De 2 første pinde er derimod sandsynligvis en forudsætning for, at SF eventuelt kan støtte en bevaring.
Leif Olsen
Gruppeformand for SF-BORNHOLM
Sdr. Strandvej 80, Tejn.
[ tilføj kommentar ] ( 42 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink

Displaybillede



