Borgerinddragelse - respekt for borgerne 
I avisen og andre medier er der for tiden en vis debat om borgerinddragelse og respekten for borgerne.

Det er et svært emne, fordi den typiske reaktion fra især visse ivrige debattører er, at hvis de ikke får ret, så er de ikke blevet hørt.
Det er jo ikke korrekt!

Tag for eksempel en lokalplan om nyt byggeri. Byggeriet vil (måske) dække en havudsigt for nogle bagvedliggende huse, men højden er indenfor det almindelige (1½ etage), det er i byzone og grunden er i kommuneplan udlagt til byggeri.
De typiske høringssvar vil være fra de naboer, der IKKE mener, at der må bygges, fordi det begrænser deres udsigt.
Jeg mener blot ikke, at man kan eller skal give disse indsigelser medhold. Der er kun tale om, at en bygherre udnytter sin grund indenfor de almindelige regler, og da det er byzone og byggegrund, så kan naboerne ikke være overraskede.
Selvfølgelig synes de, at det er ærgerligt - jeg synes også, at mine genboers høje træer, som påvirker min havudsigt er ærgerlige - men sådan er det vel bare?

Et andet eksempel. En ansøgning om et byggeri, hvor bebyggelsesprocenten og højden er større end i de hidtil gældende planer.
Naboerne føler sig generede og gør indsigelse. Her vil jeg ofte være tilbøjelig til at give dem ret, fordi de har haft nogle forventninger, som pludselig ændres, og grundejeren har ikke haft nogen rimelig forventning om at få lov.

Dette var mogle meget almindelige, men nok ret overskuelige eksempler.
Andre og mere principielle eksempler kan være fx. skolestrukturen, plejehjemsstrukturen og strukturen for brandvæsenet.
Her har vi i den forløbne periode jo gennemført nogle større høringsrunder - også selvom disse ikke er krævede i loven. I alle tilfælde er det således, at høringerne/debatten har forandret de forslag, der oprindeligt var - visse indsigelser/debatindlæg har altså påvirket politkere. I alle tilfælde er det imidlertid også sådan, at ikke alle indsigelser er blevet fulgt af politikerne. Betyder det så, at disse indsigelser ikke er blevet taget alvorligt eller at politikerne ikke har respekteret menneskerne bagved?
Her kan jeg kun tale for mig selv og SF, men vi har taget dem alvorligt. I visse tilfælde har vi blot haft en anden vurdering end indsigelserne, og det må vi jo så agere ud fra.

Jeg mener grundlæggende, at borgerinddragelse handler om at spørge og lytte til folk så tidligt, at deres udsagn kan nå at ændre på tingene.
Respekt for borgerne er at tage deres indlæg og udsagn alvorligt og overveje dem...men det er ikke nødvendigvis udtryk for mangel på respekt, at man efter en overvejelse og diskussion når til et andet resultat - det er i sidste ende udtryk for demokrati.

[ tilføj kommentar ] ( 81 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Parkeringsordning 
Den har nu igen været behandlet i TMU, og det er tilsyneladende en af de helt store politiske sager på Bornholm.
Heller ikke denne gang var der nogen enighed i udvalget - det er der sikkert heller ikke i kommunalbestyrelsen.
Torben Rønne og undertegnede mener, at der selvfølgelig skal udøves parkeringskontrol i hele kommunen - ikke lige meget alle steder, selvfølgelig, men styret af behovet.
Socialdemokraterne og de konservative mener, at der kun skal laves kontrol i Rønne.
Venstre mener, at der kan laves kontrol på hele øen, men kun for tidsbegrænset parkering.

Jeg forstår det stadig ikke. Vi har parkeringsbestemmelser (nogle via skilte og resten i færdselsloven) over hele øen, men vi må kun kontrollere visse steder? Det ER da ikke logisk!
Det svarer jo til at sige, at vi har skattelove over hele øen, men skattevæsenet må kun kontrollere i Knudsker og Vestermarie...Hvorfor?

Man skal lige huske hvorfor vi har parkeringskontrol. Det har vi af 2 årsager.
M.h.t. afstande fra kryds o.s.v. er der tale om trafiksikkerhed, som er reguleret i færdselsloven.
M.h.t. den tidsbegrænsede parkering skyldes det et ønske om, at de afmærkede offentlige områder (på privat grund må man jo parkere som man vil) skal stå til rådighed for kunder, besøgende o.s.v. Hvis man kommer til byen, så skal man have en fair mulighed for at kunne finde en parkeringsplads.

Nogle - fx borgerforeningen - i Aakirkeby mener ikke, at der er behov for p-kontrol i Aakirkeby. Jamen, for søren da, hvis der ikke er noget behov i Aakirkeby, så må det jo skyldes, at der er rigeligt med offentlige p-pladser således, at reglerne bliver overholdt; hvis det er tilfældet, så kan det vel næppe være et problem, at der dukker en p-vagt op i 1 time 1 gang hver fjortende dag?

Nogle mener så - og det er fair nok - at p-kontrol er en politi-ogpave. Faktum er blot, at Rønen kommune i sin tid lavede en aftale med politiet om, at kommunen overtog p-kontrollen - både for tidsbegrænsning og andre overtrædelser. Den aftale kan man jo så vælge at opsige, men helt ærligt: Er der ikke bedre ting at bruge politiets sparsomme ressourcer på?

Jeg mener ikke, at man med rimelighed kan have regler og så sige, at man ikke må håndhæve dem nogle steder - den type lovløse områder findes ikke i et normalt samfund og bør ikke findes!
Så ville jeg have mere respekt for Socialdemokrater og de konservative, hvis de tog konsekvensen og sagde: Der skal ikke være nogen parkeringsregler, sådan!
Det er ikke en holdnng, som jeg deler, men dog en, som jeg kan respektere.

[ tilføj kommentar ] ( 105 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Borgmesterduel : -)) 
Venstre og Socialdemokrater vil holde borgmesterduel d. 11. november.

Det er altid sjovt på forhånd at se spådomme om borgmestre -før seneste valg gættede alle vel på Thors eller Knud Andersen - nogle ganske få på Molin og enkelte på Kjøller...Der var nok ikke mange, der gættede på Bjarne Kristiansen.

Det er for øvrigt sjovt, at de har valgt d. 11. november - årsdagen for våbenstilstanden efter 1. verdenskrig. Gad vide hvem, der er englænderne og hvem, der er tyskerne?

For nu ikke at fornærme nogen, så bemærk at indlægget står under 'jokes'.

[ tilføj kommentar ] ( 104 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Han magter det ikke 
Normalt reagerer jeg ikke specielt på personangreb. De er en del af den bornholmske politiske debat, og måske i særdeleshed hvis man som jeg ikke nødvendigvis giver alle folk ret i alting.
Jeg vil alligevel gøre en undtagelse med den konservative byrådskandidat Søren Holm.
Han har begået et læserbrev i Bornholms Tidende d. 17. september vedr. en genbrugsbutik, der er lukket (læserbrevet må I selv finde).
Det indeholder 5 påstande:
1: Leif Olsen magter ikke sin opgave (overskrift og slutsætning)
2: Teknik og Miljø sejrede (underforstået: man ønskede at lukke virksomheden)
3: Firkantede regler er ikke gode på Bornholm.
4: Leif Olsen kunne "snildt" ændre disse regler (sidste afsnit)
5: Leif Olsen ønsker ikke at ændre reglerne (sidste sætning).

Det morsomme er, at ingen af påstandene holder, hvis man tænker sig om.
Selv hvis man accepterer forudsætningen, at virksomheden lukkede p.g.a. skiltebestemmelser, så er Holms udsagn fejlagtige.

Der er en lov vedtaget i Folketinget, vistnok under V-K-regeringen, der siger, at man ikke må have hjemmelavede skilte sat op alle mulige steder, men at man i visse sammenhænge kan få opsat nogle 'service-skilte' efter nærmere regler. Altså falder påstand 4 og 5 væk, fordi en udvalgsformand jo ikke kan ændre landets love.
Det er en generel regel i et retssamfund, at en myndighed (her Teknik- og Miljø) SKAL reagere, hvis ulovligheder bliver anmeldt. Samtidigt forsøgte Teknik- og Miljø at rådgive om lovlige skiltningsmuligheder, men det ønskede virksomheden ikke at følge.
Altså falder påstand 2 væk; den er decideret usand.
Den lokale udmøntning af bestemmelserne er vedtaget i enighed af Kommunalbestyrelsen, og de enkelte sager behandles ikke politisk jvf. styrelsesvedtægt og kompetenceplaner (enstemmigt vedtaget i Kommunalbestyrelsen) Min opgave som udvalgsformand er primært at sikre, at beslutninger (uanset om jeg er enig eller uenig) bliver udført. Altså falder påstand 1 væk.
Regler på Bornholm er generelt ikke specielt firkantede (det har jeg faktisk være med til at ændre), men regler er primært begrundene i hensynet til andre - hvis enhver virksomhed måtte sætte hjemmelavede skilte op hvor som helst, så ville vores ellers så priste landskab hurtigt kommme til at se besynderligt ud. Påstand 3 i sin postulering af "firkantede" regler er derfor usand.

Alt dette kunne Søren Holm - konservativ kandidat - have fundet ud af, hvis han havde spurgt sine 4 partifæller i kommunalbestyrelsen - eller måske blot den konservative Niels Jørgensen, der er næstformand for Teknik- og Miljøudvalget...men en sådan viden eller seriøsitet har Holm jo tilsyneladende ikke ønsket...Der er jo nogle, der foretrækker modellen:
"faktuel viden skal ikke forhindre mig i at komme med løse postulater og beskyldninger".

Nu er det kun fordi jeg sidder og keder mig lidt en lørdag formiddag, at jeg bruger så megen tid på et læserbrev med en sådan mangel på lødighed.
Hvis jeg lidt ironisk skal forholde mig til Holms overskrift, så vil jeg sige, at læserbrev viser, at han ikke magter opgaven som byrådskandidat, hvis dette er niveauet.
Jeg ser frem til - eller håber i hvert fald - at der fra de konservative kommer nogle mere fremadrettede og seriøse bud på hvordan vi får en udvikling på Bornholm.

[ tilføj kommentar ] ( 63 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink
Kommunens budget 
Det gik jo så uændret igennem (næsten) 1. behandling, hvilket selvfølgelig er logisk, når der er tale om et samlet budgetforlig.

Nogle af politkerne mente, at der var tale om et budget præget af valgår...det er jeg faktisk ikke enig i.
Hvis man ser på de partier, som fremsendte samlede budgetforslag (SF, S og V samt borgmesteren) og ønskerne fra fx Rønne-Larsen og Kristendemokraterne, så synes jeg faktisk ikke, at der var særlig meget valg-gavebod over det.

Det er rigtigt, at overslagsårene viser store underskud, men...Går man tilbage og ser på gamle budgetter og sammenligner overslagsårene (prognose) ved budget- og regnskabstal (virkeligheden), så viser det sig jo, at de store teoretiske underskud fra overslagsårene ikke dukker op.
Der vil stadig være - også for en ny kommunalbestyrelse - økonomiske udfordringer og problemer, men jeg mener faktisk, at de er blevet mindre - både med sidste års budget og året budget.

[ tilføj kommentar ] ( 83 visninger )   |  [ 0 trackbacks ]   |  permalink

<<Første <Forrige | 26 | 27 | 28 | 29 | 30 | 31 | 32 | 33 | 34 | 35 | Næste> Sidste>>