I hvert fald har disse 2 møder - hos Sorthat-Muleby Borgerforening og Kulturhuset SACS - været meget opmuntrende. De har været velbesøgte med en velforberedt dagsorden og engagerede deltagere. Det gode har været, at de har været meget konkrete i deres tilgang til tingene - helt konkrete, hverdagsagtige ideer, problemer og løsninger. Det har været møder, hvor man som politiker ikke 'blot' har skullet præsentere en politik, men hvor man også har lært - og måske endda forstået - nogle ting. Dejligt!
Måske bliver det sådan, at medierne kan tage sig af 'de store linjer', mens vælgermøderne kan være mere 'nede i virkeligheden'...Det vil i så fald ikke være så galt!
[ tilføj kommentar ] ( 110 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Regionskommunens havneadministration og undertegnede har endnu en gang pådraget os Rønne Sejlklubs vrede jvf. en mail til kommunalbestyrelsen, der så står som artikel i dagens Bornholms Tidende.
Hvad er så problemet denne gang? Jo, det er, at man har bedt COWI (et konsulentfirma) om at prissætte Rønne Sejlklubs forslag til udbygning af Nørrekaas - det var de ikke glade for.
Der skal måske lidt forhistorie til.
1: I forårs prioriterer Teknik- og Miljøudvalget nogle anlægsprojekter til de kommunale havne. Da det forlyder, at nogle ikke er tilfredse med forslaget omkring Nørrekaas, så behandles dette ikke, mens forslagene for de øvrige havne vedtages.
2: Der fremkommer et forslag fra primært Rønne Sejlklub om udbygning af Nørrekaas.
3: Forslaget prissættes af COWI - det koster ifølge dette langt mere end Regionskommunen kan finansiere.
Kritikken er bl.a., at vi har bedt et konsulentfirma om at prisvurdere det alternative forslag. Hvorfor gjorde man det? Simpelthen for at undgå, at bl.a. Rønne Sejlklub kom og påstod, at prissætningen var styret af Regionskommunens havneadministration. Nu er det så altså et problem, at man har brugt et (trods alt) anerkendt eksternt firma.
Kritikken er også, at man har prissat hele forslaget og ikke kun dele af det - såvidt jeg kan forstå Rønne Sejlklub.
Jeg mener faktisk, at dette forløb - hvor man netop afventer et alternativt forslag - er udtryk for, at man tager folk alvorligt!
Der er stadig ikke vedtaget noget som helst omkring Nørrekaas netop i respekt for dette, men "borgerinddragelse" er jo ikke det samme som, at man ikke er nødt til at se på økonomien i forslaget.
Hvad der måtte blive vedtaget omkring Nørrekaas tør jeg ikke sige for nærværende. For mig er det imidlertid vigtigt, at man hele tiden husker, at havnene (også Nørrekaas) er bornholmernes - alle bornholmeres - og skal være til glæde for alle.
De øvrige sager, som Rønne Sejlklub "vil arbejde videre" med skal også lige kommenteres.
Det ene var et miljøspørgsmål om en mulig forurening. Det blev undersøgt dagen efter jeg havde mødet med foreningen, og der var ikke tale om et forureningsproblem.
Dernæst er der håndtering af miljøfarligt affald, som på Nørrekaas - ligeosm i resten af samfundet - sker på bestemte tidspunkter under forsvarlige forhold eftersom den gamle 'åbne' affaldshåndtering ikke fungerede tilfredsstillende.
M.h.t. sikkerhed og vedligeholdelse sker arbejdet på Nørrekaas løbende som på vores øvrige havne. Der mangler penge (på SFs foranledning kommer der dog lidt flere penge til næste år), og derfor prioriteres indsatsen på vores havne efter behov.
M.h.t. reglementer så arbejdes der med dette i forhold til Kystdirektoratet, hvad klubben er informeret om.
Jeg ved godt, at rent historisk så vedtog Rønne Byråd tilbage i 1980erne nogle imponerende udbygningsplaner for Nørrekaas, men disse kunne ikke betales og blev aldrig til noget. At man ikke ville virkeliggøre disse fantasi-fostre blev i øvrigt også demokratisk vedtaget i Rønne Byråd (jeg tror, at det var i starten af 1990erne).
Jeg forstår godt, at Rønne Sejlklub længes tilbage til disse planer, men de har i dag - i 2009 - altså kun historisk interesse. Selv hvis pengene var der, så var det næppe den måde, som man ville gøre det i dag - i en moderne verden er fx sammenhæng mellem havnene og byerne blevet langt vigtigere for at sikre at ALLE har et udbytte af vores havne.
Med det nye færgeudbud og omlægningerne på Rønne Havn og en udviklingsplan for hele Rønne, så kommer der til at ske meget omkring havneområdet, inkl. Nørrekaas. Jeg håber da, at Rønne Sejlklub vil være en del af dette arbejde, men hvis de ikke vil, så betyder det ikke, at der ikke kommer til at ske noget!
[ 5 kommentarer ] ( 175 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Winnie Grosbøll fra Socialdemokraterne siger i dagens avis, at man stemte for udliciteringen af madproduktion (den licitation, hvor der ikke kom noget bud) for at få indflydelse og sikre, at Devika også kunne byde.
Jeg må tilstå, at jeg har svært ved at få øje på den socialdemokratiske indflydelse - det var da Venstres forslag, der blev vedtaget.
At Grosbøll i artiklen så også forsøger at påstå, at SF ikke tager ansvar, giver jeg ikke meget for. Hvis man ser på hvad SF har været med til i Regionskommunens levetid, så kan man vist ikke beskylde os for ikke at tage ansvar!
At tage ansvar er imidlertid ikke blot at sige "ja" til alting - det er også at sige "nej", når tingene ikke hænger sammen - fx madlicitationen eller Klippen eller at placere Heldagsskolen på Søndermarken eller at give underskudsplagede skoler lov til at oprette ekstra (og unødvendige) klasser og dermed ødelægge kvaliteten.
Tilbage står stadig Venstres ubetingede ønske om udlicitering for enhver pris - noget, der også denne gang blev til ingenting - bortset fra en kommunal udgift på næsten en halv million kroner.
[ tilføj kommentar ] ( 121 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Man kunne se det i avisen i går og i TV i aften - udliciteringen af mad til de ældre har kostet kommunen ca. 500.000 kr...for ingenting.
Det sagde vi i SF allerede den gang, da Venstre, Socialdemokrater m.fl. vedtog det.
Hverken jeg eller SF-BORNHOLM har som sådan en noget principielt imod udlicitering af visse kommunale opgaver - faktisk udliciterer vi ret meget på Bornholm.
Hvad jeg til gengæld er aldeles modstander af er udlicitering alene ud fra den ufunderede påstand om, at en privat virksomhed altid er billigere...Det er ganske enkelt ikke sandt, og det ser vi gang på gang.
Gode eksempler kan jo fx findes hos Vej og Park og vores rengøringsafdeling, der gang på gang vinder licitationer, fordi de er bedst og billigst.
De gør det endda, selvom de er underlagt en ulige konkurrence i forhold til de private, fordi de har nogle begrænsninger og forpligtigelser, som private firmaer ikke har.
Til alt dette skal man så lægge de omkonstninger ved udlicitering, som liberalisterne aldrig nævner:
- udarbejdelser af materiale
- gennemgang af tilbud
- kontrol af leverandørers kvalitet
- beredskab (idet kommunen er forpligtiget til at opfylde servicen, hvis det private firma trækker sig, går konkurs etc.)
- manglende fleksibilitet fordi ændringer af større karat normalt kræver genforhandling af kontrakt og en merpris til leverandøren.
Alligevel ser man jo konstant Colberg Jensen fra Venstre fremhæve vigtigheden af udlicitering - men hvorfor? Han påstår,at det er billigere, men endnu har han eller hans parti aldrig leveret noget bevis eller bare en sandsynliggørelse af påstanden.
På det seneste kb-møde sagde jeg, at jeg og SF ville se frem til en generel diskussion om udlicitering - hvornår, hvad, under hvilke omstændigheder...Vi er nemlig ikke bange for at diskutere, men Venstre råber privatisering,udlicitering i et væk.
(det ses jo også på landsplan, hvor det nu endelig er kommet frem, at privathospitalerne 'succes' skyldes en grov overbetaling besluttet af Venstreregeringen - og bemærket af Rigsrevisionen)
[ tilføj kommentar ] ( 76 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Endnu en gang har det vist sig, at vores Venstre-regerings mangel på handling i forhold til landbruget har konsekvenser.
Det var planen, at behandlingshyppigheden - altså det antal gange, at en mark i gennemsnit bliver sprøjtet med gift - skulle nedsættes til 1,7 pr. år (ikke noget ambitiøst mål). I stedet er den steget og ligger nu på over 3.
Hvad gør den gode 'miljø'minister Troels Lund Rasmussen? Ja, først og fremmest så vil han ændre beregningsmetoden...
Hvad kan man lære af det? Jo, hvis tallene nu ikke vil vise det, som du ønsker, så går du dem blot op på en ny måde...før eller siden rammer du nok en metode, der giver det tal, som du ønsker.
Der er reelt kun 2 måder at gøre det her på!
Det ene hedder forbud og det andet hedder højere afgifter.
Man får ikke dansk landbrug til at sprøjte mindre gift ud ved at ønske sig det og ellers intet at gøre.
Det skal man sådan set ikke bebrejde den enkelte, gammeldags industrilandmand - han gør blot hvad logikken i systemet tilsiger ham. Nej, man skal bebrejde de politikere, som åbenbart stadig ikke har fattet hvad det handler om og hvordan man gør noget ved det!
[ tilføj kommentar ] ( 115 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink

Displaybillede



