Alligevel er det stadig de samme bankdirektører og -'eksperter' (ja, undskyld citationstegnene), der rask væk udtaler sig om hvorledes samfundsøkonomien og alt muligt andet bør indrettes.
Helt ærligt - hvem gider høre på dem? De kunne ikke styre deres egen forretning (eller var så forblændede af profitten, at de mistede realitetssansen), så hvorfor skulle de kunne styre andres forretninger?
Jeg ved godt, at omfanget af den nuværende krise ikke kunne forudses - det kunne i hvert fald ikke forudses HVORNÅR den ville komme. Men at de danske banker overbelånte ejendomme i absurd omfang var ingen hemmelighed - og blev også kritiseret af uafhængige iagttagere.
Jeg har ikke ondt af aktionærer og andre investorer, der taber penge på disse bankkrak m.v. De løb en risiko i håbet om en gevinst, og de tabte. Sådan er det nu engang at spekulere i aktier, og med mindre deres rådgivere decideret har løjet, så må de stå til ansvar for deres egne handlinger.
Derimod har jeg ondt af både de skatteborgere, som kommer til at betale regninger for bankernes udskejelser, og jeg har ondt af de personer og virksomheder, som (selvom de er sunde og fornuftige) ikke kan låne penge p.g.a. denne krise - dét er den ægte skandale!
Tilbage i 1980erne var den seneste overbelånings-feber, omkring år 2000 havde vi IT-boblen, hvor folk troede, at almindelige økonomiske principper omkring indtjening var blevet 'gammeldags' og nu denne...Alligevel bliver alle - borgere, journalister og politikere - ved med at behandle diverse bankdirektører som orakler...Hvorfor? Ja, jeg ved det ikke.
[ tilføj kommentar ] ( 55 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Poul Friies har for DR Bornholm til opgave at lave små oplæg om partierne - eller snarere personerne - op til kommunalvalget. Hans udsagn om SF og undertegnede kan høres på nedenstående link.
Jeg har tilladt mig at sætte den under jokes, da det er svært at anskue den anderledes :-))
Især holder jeg meget af udsagnet om, at jeg skal have givet tilladelse til flere industrisvin end nogen anden. Ak ja, så længe lovgivning kan os muligheder for at stille skrappere krav lokalt, så gik vi imod. Den mulighed har vi desværre ikke længere - selv ikke hvis SF havde haft flertal i Kommunalbestyrelsen.
Lyseslukkeren og sneploven - ak ja, det var vi enige med resten af kommunalbestyrelsen...og så gik det faktisk rimeligt fornuftigt med styringen af Østkraft - det var vist ikke derfor, at Jacob Kjøller lige pludselig blev tilhænger af Knud Andersen (som jeg i øvrigt har et fornuftigt samarbejde med i Østkraft - hvor Kjøller ikke længere sidder).
Fries' sammenligning til Dansk Folkeparti har jeg derimod svært ved at finde morsom - eller blot tilnærmelsesvis berettiget, men der skal jo også i radioen være plads til en vis kunstnerisk frihed.
[ 1 kommentar ] ( 73 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink | relateret link
Nogle har spurgt mig hvad SF vil bruge de 10 millioner om året, som vi foreslår, at der skal gives mere til ældreplejen.
Faktum er, at det kan jeg ikke svare på. Der er nemlig ikke tale om, at vi vil give pengene til et konkret projekt eller til en konkret 'ydelse'.
Vi vil give pengene til området således, at man 'ude i systemet' hos de ansatte får lidt ekstra 'luft'. Den 'luft' skal bruges til at give den hjælp og omsorg, som de ansatte fagligt vurderer kan gøre nytte hos den enkelte borger i den konkrete situation.
I den sammenhæng skal jeg være den første til at indrømme, at 10 millioner kroner ikke rækker langt - desværre! På den anden side kan vi i SF heller ikke her og nu skaffe flere penge til det (i modsætning til visse andre råber vi ikke blot, at 'nogen' skal betale). Når og hvis vi kan finde flere penge, så kan disse sagtens bruges på samme måde.
[ tilføj kommentar ] ( 63 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Den administrative opbygning af Teknik og Miljø laves nu om - det sker efter en proces, der har kørt et godt stykke tid for at finde den rette form.
Hvis jeg skulle være lidt fræk, så kan jeg jo sige, at den fremtidige struktur minder utroligt meget om den, som jeg selv foreslog i forbindelse med administrationsprojektet (og som jeg ikke fik vedtaget).
Jeg håber og regner med, at vi med den nye struktur får et bedre flow i afdelingen til glæde for såvel borgere som virksomheder og ansatte.
Det skal i øvrigt lige understreges, at de ansatte - uanset i hvilken struktur de har arbejdet - har ydet en stor indsats under vanskelige forhold, og det gælder alle fra yngste til ældste, fra nederste til øverste! De fortjener alle langt mere tak end de normalt har fået!
I forlængelse af indslaget i TV2 i aften skal det også siges, at de store problemer med sagsbehandlingstider omkring byggesager ER løst! Efter en stor indsats i foråret er behandlingstiderne reduceret markant!
[ tilføj kommentar ] ( 75 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink
Dagens avis har en reportage fra et 'internt' vælgermøde for Venstre og Socialdemokraterne i Rønne.
Her er fx 'hullet i Torvegade' blevet bragt op, og kandidaterne mener, at 'nogen' må have røde ører.
Ja, det er muligt, at nogen har røde ører, men det er i hvert fald hverken kommunens embedsmænd eller politikerne i Teknik- og Miljøudvalget.
Skal vi lige tage sagens fakta en gang?
En (professionel) bygherre indleverer et projekt, som er i klar strid med gældende lokalplan - dette oplyses bygherren om.
Bygherren tilbydes dialog om at tilpasse projektet til gældende lokalplan - bygherren afviser dette.
Bygherren oplyses om muligheder for at tilpasse projektet således, at man kan få dispensation fra gældende lokalplan - bygherren afviser dette.
På dette tidspunkt beslutter Teknik- og Miljøudvalget at lave et forslag til en ny lokalplan for området - denne beslutning ændres senere til at få lavet et forslag om udvikling og bevaring af Rønne by og havn. Årsagen er, at udvalget ønsker en modernisering af mulighederne for udvikling i Rønne.
'Hullet' opstår, fordi bygherren - velvidende at hans projekt IKKE kan gennemføres i den kendte udformning - vælger at rive den gamle bygning ned.
Altså - bygherren har på intet tidspunkt kunnet have haft nogen forventning om, at hans projekt kunne gennemføres. Bygherren har selv afvist alle forslag, der kunne muliggøre et tilpasset projekt.
Hvis nogen har røde ører, så burde det være de kandidater, der på vælgermødet blot siger 'nej, hvor ærgerligt - det må være nogens skyld'.
Rent politisk vil jeg sige - igen og igen - hvis vi vil have reel udvikling på Bornholm, så kræver det, at vi som politikere ikke hopper på enhver limpind, men at vi OGSÅ tør sige "nej", når det er nødvendigt.
Det turde Teknik og Miljøudvalget (hvor der i øvrigt også sidder folk fra V og S). Resultatet bliver nogle nye og bedre muligheder for HELE Rønne - det var en god beslutning!
[ tilføj kommentar ] ( 61 visninger ) | [ 0 trackbacks ] | permalink

Displaybillede



